1Men Jonas blev rasende.2„Tænkte jeg det ikke nok!” klagede han til Herren. „Jeg vidste det allerede, inden jeg tog hjemmefra! Det var derfor, jeg hellere ville flygte til Tarshish! Jeg ved jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud. Der skal meget til, før du bliver vred, og du er så fuld af kærlighed, at du tilgiver folk, bare de beder om det!3Lad mig dø, Herre. Jeg vil hellere dø end leve, når det skal være på den måde!”4Men Herren svarede: „Jonas, har du grund til at være så vred?”5Jonas var gået ud øst for byen og havde lavet sig en lille hytte af grene. Så havde han sat sig i skyggen for at se på, når byen blev ødelagt.6Herren lod nu en plante skyde op og give skygge over hans hoved. Jonas var da også vældig glad for planten.7Men Gud lod derefter en orm bide hul i plantens stængel, så den allerede næste morgen var visnet.8Da solen stod op, sendte Gud en brændende østenvind. Solens stråler stak Jonas, så han blev dårlig og kun ønskede at dø.9„Jonas, har du grund til at være vred over det med planten?” spurgte Gud. „Jeg er så vred, at jeg foretrækker at dø!” svarede Jonas.10„Du har medlidenhed med en plante, som du ikke engang selv har plantet,” sagde Herren. „Den voksede op den ene nat og forsvandt den næste.11Hvor meget mere skulle jeg da ikke have medlidenhed med Nineve, hvor der bor mere end 120.000 uskyldige børn, som endnu ikke kender forskel på højre og venstre.[1] Og hvad med alle de uskyldige husdyr?”