1Job svarede på følgende måde:2„Hvor har du været til megen hjælp, trøstet og støttet mig arme stakkel!3Du har virkelig åbenbaret din store visdom og forklaret det hele for den tåbe, jeg er!4Hvordan har du fået din vældige visdom? Hvorfra kommer alle de kloge ord?5De dødes ånder skælver af frygt i deres opholdssted under havet.6Dødsriget ligger åbent for Gud, intet dernede er skjult for ham.7Gud udspændte himmelbuen over horisonten, hængte jordkloden op i det tomme rum.8Vandet binder han i de mørke skyer, de bryder ikke sammen under vægten.9Han skjuler fuldmånen bag sine skyer, breder et slør ud over den.10Han markerer horisonten, hvor havet ender, og stedet, hvor dagen bryder frem af natten.11Himlens søjler ryster og bæver, de vakler, når han viser sin vrede.12Med sin magt bragte han havet til ro, da han i sin visdom knuste Rahab.[1]13Ved et pust fra ham klarede himlen op, han gennemborede den flygtende slange.14Det er kun små eksempler på hans styrke, et svagt ekko af hans almagt, for hvem kan fatte hans fulde styrke?”