1Jeg er led og ked af at leve. Lad mig give frit løb for min klage, give luft for bitterheden i min sjæl.2Døm mig ikke bare skyldig, oh, Gud, men fortæl mig, hvilken synd jeg har begået.3Hvad gavn har du af at ødelægge mig? Hvorfor forkaster du det, du selv har skabt, og lader de ondes intriger lykkes?4Er dine øjne som et menneskes øjne? Er dine tanker som mennesketanker?5Er dit liv kort som et menneskes? Lever du kun nogle ganske få år,6siden du har så travlt med at finde fejl, er så ivrig efter at dømme mig skyldig?7Du ved, jeg er uskyldig, men hvem kan redde mig fra din straf?8Det var dine hænder, som skabte mig, men nu er du ved at ødelægge mig!9Husk på, at jeg er formet af skrøbeligt ler. Vil du virkelig knuse mig til støv?10Du stod bag min undfangelse og formede mig i min moders liv.11Du dannede mine knogler og sener og dækkede dem med muskler og hud.12Du gav mig livet ved din nåde og værnede om mig i min opvækst.13Men du havde mere i tanke, og det forstår jeg først nu:14Du ville holde øje med, om jeg syndede, og hvis jeg gjorde det, ville du ikke tilgive.15Var jeg skyldig, ville jeg få min straf. Og selv om jeg var uskyldig, kunne jeg ikke frimodigt løfte hovedet på grund af min elendighed og ulykke.16Da jeg alligevel gjorde det, sprang du på mig som en løve og demonstrerede din magt over mig.17Du sendte nye lidelser over mig, og din vrede syntes at vokse, for den ene ulykke afløste den anden.18Hvorfor lod du mig dog blive født? Gid jeg var død i min moders liv,19så det var, som om jeg aldrig havde levet, men blev lagt direkte ned i graven.20Jeg har ikke mange dage tilbage af mit liv. Kan jeg ikke få lidt fred og trøst til sidst?21Når jeg først er draget til de dødes rige, vender jeg aldrig mere tilbage.22Der bliver lyset opslugt af mørket, så der altid er kaos og kulsort nat.”