1Denne bøn sang profeten Habakkuk for Herren:2Herre, jeg har hørt om dit ry. Jeg er fuld af ærefrygt for de undere, du udførte. Gør det igen, Herre. Vis os snart dine underfulde gerninger. Men vær barmhjertig midt i din vrede.3Den hellige Gud drog op fra Parans bjerg, han førte sit folk gennem Teman i Edom.[1] Hans herlighed dækkede himlen, og hans storhed fyldte jorden. (5.Mos 2,1)4Han kom med sit skarpe lys, og de lyn, han kastede, viste hans kraft.5Han sendte plager mod sine fjender, og lod pesten hærge dem.6Når han standsede op, rystede jorden af skræk, et blik fra ham fik folkeslagene til at bæve. De ældgamle bjerge slog revner, de evige høje sank sammen. Hans kraft er for evigt den samme.7Midjans telte faldt sammen, Kushans teltduge blev revet i stykker.8Var det floden, du var ude efter, Herre, da du standsede dens løb? Var det havet, du var vred på, da du skilte vandene ad, og reddede os med dine heste og stridsvogne?9Du blottede din bue, skød dine lyn mod det fastsatte mål, lod tordenskyller lave kløfter i jorden.10Bjergene så dig og vred sig i panik, et skybrud passerede forbi. Havdybet[2] råbte i rædsel og rakte fortvivlet hænderne i vejret.11Solen og månen stod stille i deres baner, overvældet af dine lynglimt og lyset fra dine glinsende spyd.12I vrede trampede du på jorden, du trådte på alle dine fjender.13Du drog ud for at frelse dit folk, for at redde din udvalgte tjener. Du knuste ondskabens herre og tilintetgjorde hele hans hær.14Fjendernes hær stormede frem og frydede sig over det lette bytte. Men du sendte dine pile imod dem og gennemborede deres hoveder.15Du brugte vandmasserne som dine stridsvogne og tilintetgjorde fjenden i et frådende hav.16Da jeg hørte om det, bankede mit hjerte vildt, mine læber skælvede, mine ben gav efter under mig, mine skridt vaklede. Jeg ser frem til den dag, da du vil straffe dem, der angriber os.17Selv om figentræet ikke blomstrer, vinstokken står uden frugt, olivenhøsten slår fejl, markerne ligger øde hen, fårene er forsvundet fra folden, og stalden er tom,18så vil jeg alligevel glæde mig i Herren og fryde mig over min Gud og Frelser,19for den Almægtige gør mig stærk. Han gør mine skridt sikre som gazellens og giver mig fodfæste på bjergene. (Til korlederen: Denne sang skal akkompagneres af strengeinstrumenter).