1Ve jer, I, som rejser til Egypten efter hjælp, I, som sætter jeres lid til stridsvogne, heste og en sværm af ryttere i stedet for at søge hjælp hos Israels hellige Gud.2I sin visdom sender han ulykke over sit folk. Han ombestemmer sig ikke, men rejser sig imod dem og deres gudløse forbundsfæller på grund af deres ondskab.3Egypterne er dødelige mennesker, ikke guder. Deres heste er af kød og blod, ikke ånd. Når Herren løfter sin hånd imod dem, snubler og falder de sammen med dem, de prøver at hjælpe. Så er det ude med dem alle.4Herren sagde til mig: „Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg vil kæmpe for Zions bjerg, som en løve kæmper for sit bytte. Lige meget hvor højt hyrderne råber og hvor meget de larmer for at skræmme løven væk, så flytter den sig ikke, men viser blot tænder.5Som fuglen, der svæver over sin rede for at beskytte den, sådan vil jeg beskytte og skærme Jerusalem. Jeg våger over byen og redder den.”6Israels folk, vend tilbage til den Gud, som I har været så utrolig oprørske imod.7Der kommer en dag, hvor I vil kassere de afguder af sølv og guld, som jeres syndige hænder har skabt.8Da vil assyrerne falde, men ikke for menneskers sværd. Gud vil selv nedkæmpe dem. De vil prøve at flygte, men de unge mænd bliver ført bort som slaver.9Hærchefen vil flygte i rædsel, officererne tage benene på nakken, når de får øje på Israels banner, siger Herren, for hans vredes ild brænder i Jerusalem.