1I, som er ledere blandt flygtningene i Sela,[1] send vædderlam gennem ørkenen til Jerusalem som en gave til Judas konge med følgende bøn:2„Vores opskræmte folk er ved Arnonflodens vadesteder som flaksende fugle og hjemløse fugleunger.3Hjælp os, giv os ly for vores fjender. Vær med til at skjule de flygtende, og udlever os ikke til vores fjender.4Tillad vores hjemløse flygtninge at bo iblandt jer, og skjul dem for fjenden.” Når undertrykkelsen og ødelæggelsen er forbi, når den fjende, som trampede på os, er forsvundet,5vil der komme en ny konge fra Davids slægt, en oprigtig og barmhjertig konge, som altid vil handle retfærdigt.6Moab var kendt for sin stolthed, sit store hovmod og tomme praleri.7Men nu jamrer Moabs befolkning, og mange jamrer over, hvad der er sket med dem. Fortvivlet sørger de over tabet af Kir-Haresets rosinkager,[2] (Jer 48,31)8over Heshbons afsvedne vinmarker og Sibmas forladte vinstokke, hvis druer kunne få landenes herskere til at gå i gulvet.[3] Den vin var kendt helt ud til Jazer, langt ind i ørkenen og hinsides havet.9Derfor græder jeg, som Jazer græder over Sibmas vinmarker. Mine tårer flyder ved tanken om Heshbon og Elale, for deres frugthøst og afgrøder blev ødelagt under fjendens sejrsråb.10Glæden er borte, fryden forstummet. Høstfolkenes festlige sang høres ikke mere i vinmarkerne. Ingen træder druer i persekarrene. De muntre råb er ophørt.11Mit hjerte skælver af sorg over Moab, som strengene på den sørgmodige harpe. Min sorg over Kir-Heres er stor.12Moabs folk opsøger deres helligdomme og mødes på offerhøjene for at bønfalde deres afguder, men det nytter intet.13Det er, hvad Herren tidligere har sagt om Moab,14men nu tilføjer han: „Om nøjagtig tre år er Moabs storhedstid forbi, og kun en ganske lille rest bliver tilbage i landet.”