2. Mosebog 15 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

Moses’ sang

1 Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, ophøje ham for hans herlige sejr. Han fældede hest og rytter, kastede dem i havets dyb. 2 Herren er min styrke og glæde, han er den, som frelser mig. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, mine forfædres Gud, jeg vil ophøje ham. 3 Herren er en vældig kriger, Herren er hans navn. 4 Faraos vogne og hære blev opslugt af havet, hans folk forsvandt i Det Røde Hav. 5 Bølgerne slog hen over dem, de sank som sten i havets dyb. 6 Herre, din højre hånd er stærk, du knuser dine fjender. 7 Med din vældige magt vandt du over dem, som var imod dig. Din vrede flammede op og fortærede dem som halmstrå. 8 Ved dit åndepust hobede vandet sig op, de brusende vande stod som en mur, og havbunden tørrede ind. 9 Fjenden tænkte: „Jeg forfølger dem, indhenter dem og udrydder dem. Jeg plyndrer dem og uddeler byttet, jeg stiller min hævntørst på dem. Jeg trækker mit sværd af skeden, med magt vil jeg udrydde dem.” 10 Men du pustede, og havet dækkede dem. De sank som bly i de vældige vande. 11 Hvem er som du blandt guder, Herre? Hvem er som du, hellig og herlig, forfærdelig i stråleglans, forunderlig i styrke? 12 Du løftede din hånd, og jorden opslugte vores fjender. 13 Du er en trofast leder for dit frikøbte folk. Du har magt til at føre dem til din hellige bolig. 14 Folkeslagene hører om det og skælver, filistrene overvældes af frygt. 15 Edoms høvdinge forfærdes, Moabs fyrster ryster. Kana’ans beboere taber modet. 16 Rædsel og angst overvælder dem. De står tavse af frygt med forstenede ansigter, indtil dit folk er gået forbi, Herre, til dit frikøbte folk er nået hjem. 17 Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg, det sted, som skal blive din bolig, Herre, den helligdom, du selv vil bygge. 18 Herren er konge, evig og altid! 19 Dengang Faraos heste, vogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over. 20 Da greb Arons søster, profeten Mirjam, en tamburin, og alle kvinderne fulgte hende i dansen, mens de spillede på deres tamburiner. 21 Mirjam sang: Syng for Herren, han er større end alle andre. Hest og rytter kastede han i havets dyb.

Det bitre vand i Mara og Elims friske kilder

22 Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand. 23 Da de kom til Mara,^[1] fandt de en lille sø, men vandet var bittert og ikke til at drikke. 24 Så beklagede folket sig til Moses. „Hvad har du tænkt, vi skal drikke?” jamrede de. 25 Da bad Moses Herren om hjælp, og Herren viste ham en bestemt slags træ, og da han kastede et stykke af træet i søen, blev det muligt at drikke vandet. Det var her i ørkenen, at Herren gav Israels folk sine forordninger og retningslinier, og det var her, han satte dem på prøve, idet han sagde: 26 „Hvis I vil lytte til Jahve, jeres Gud, følge mine forordninger og gøre det, som er rigtigt i mine øjne, så skal I ikke lide under de plager, jeg sendte over egypterne. Jeg er Herren, og jeg kan helbrede jer.” 27 Da de gik videre fra Mara, kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de slog lejr ved kilderne.