1-2Hvorfor er de fremmede folk så rasende? Deres konger gør sig klar til kamp. Hvorfor lægger folk nytteløse planer? Deres ledere samles til rådslagning. De kæmper imod Herren selv, de angriber hans udvalgte tjener.3„Lad os bryde de snærende bånd,” siger de. „Lad os sprænge de tunge lænker.”4Men han, som troner i Himlen, ler, han ryster på hovedet ad deres planer.5Så taler han til dem i vrede, de skælver af rædsel ved hans ord:6„Jeg har allerede indsat min konge, han skal regere fra Zion, mit hellige bjerg.”7(Den udvalgte konge siger:) „Lad mig fortælle jer, hvad Herren har lovet. Han sagde til mig: ‚Du er min søn, i dag er jeg blevet din Far.8Bed mig, og du skal få verden i eje, alle jordens riger skal tilhøre dig.9Med dit jernscepter skal du fælde en knusende dom, som pottemageren smadrer de fejlslagne kar.’ ”10Hør efter, I konger og fyrster, vær kloge og lyt til mit råd.11Bøj jer ærbødigt for Herren, søg ham med frygt og bæven.12Bøj jer med respekt i støvet, så I ikke bliver knust under hans vrede.[1] For hans dom kan hurtigt ramme jer. Velsignede er de, der søger tilflugt hos ham.