1Vi mennesker har mange tanker i hovedet, men Herren kan lægge os ord i munden.2Vi kan mene, at vi er uskyldige, men Herren kender de skjulte motiver.3Søg Herrens hjælp i alt, hvad du gør, så vil det lykkes for dig.4Herren har en plan med alt, og onde mennesker vil få deres straf.5Herren afskyr de hovmodige, også de vil få deres straf.6Ubetinget kærlighed tilgiver synd, gudsfrygt afværger meget ondt.7Når mennesker lever ret for Gud, lader Gud dem leve i fred for fjender.8Bedre at være fattig og ærlig end at være rig og uærlig.9Et menneske kan udtænke gode planer, men Herren afgør, hvad der sker med dem.10En konge taler på Guds vegne, så hans domme skal være retfærdige.11Herren er med i forretningslivet, så enhver handel skal være ærlig.12En konge kan ikke tolerere forbrydelser, for retfærdighed er grundlaget for hans magt.13En konge glæder sig over ærlighed, han sætter stor pris på at høre sandheden.14En konges vrede er dødsens farlig, men den kloge forstår at dæmpe den.15Når kongen smiler, er der fremgang og fred, hans velvilje fører til vækst som regn i såtiden.16Bedre at vinde visdom end at grave efter guld, hellere stræbe efter indsigt end lede efter sølv.17Den retskafnes vej fører væk fra det onde, ved at se sig godt for kan man redde livet.18Hovmod står for fald, den overmodige snubler let.19Hellere være tilfreds med det lidt, man har, end at dele rov med de rige og stolte.20Den, der har indsigt, klarer sig godt, velsignet er den, der sætter sin lid til Herren.21Den vise kendes på sin sunde fornuft, velvalgte ord bliver der lyttet til.22God dømmekraft giver den kloge et godt liv, men den tåbelige straffes for sin dumhed.23De vise kommer med visdomsord, derfor lytter man gerne til dem.24Venlige ord er som honning, en lise for sjælen og helse til kroppen.25Mange mener, de følger den rette vej, og dog ender den med død.26Arbejderens sult er til gavn for ham, for den hjælper ham til at arbejde hårdt.27Ondskabsfulde slyngler skaber ulykker overalt, deres ord hærger som en steppebrand.28Folk, der er fulde af løgn, skaber altid splid, sladder kan skille selv de bedste venner.29En forbryder opflammer sine kammerater og trækker dem med i kriminelle handlinger.30Den, der blinker med øjet, har ondt i sinde, sammenpressede læber tyder på skumle planer.31Det er en ære at blive gammel, for så har man levet et retskaffent liv.32Det er bedre at være tålmodig end at være stærk, lettere at indtage en by end at overvinde sig selv.33Mennesker kaster lod for at finde Guds vilje, men det er Herren, der bestemmer udfaldet.