1Job fortsatte:2„Ak, gid jeg havde det som i gamle dage, dengang Gud sørgede så godt for mig,3da han udøste sin velsignelse over mig og fjernede alle forhindringer fra min vej.4Jeg husker endnu mine velmagtsdage, dengang Gud var gæst i mit hjem.5Den Almægtige var altid hos mig, og jeg havde mine børn omkring mig.6Mine køer gav spandevis af mælk og min olivenpresse mængder af olie.7Jeg havde min plads blandt lederne i byen og sad som dommer på byens torv.8De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom, og de ældre rejste sig op i respekt.9Snakken forstummede blandt lederne, alle tav stille for at høre mig tale.10Selv de mest ansete satte fingeren for munden, for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige.11Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom, alle, der så mine handlinger, roste mig for dem.12Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer, hjalp de forældreløse til at få deres ret.13De døende velsignede mig, deres enker jublede af glæde.14Jeg blev anset for at være ærligheden selv, retfærdigheden i egen høje person.15Jeg blev de blindes øjne og de lammes fødder.16Jeg blev de fattiges forsørger og de fremmedes forsvarer.17Jeg vristede uskyldige ofre ud af gabet på de gudløse.18Jeg forventede en fredfyldt død efter et langt og lykkeligt liv.19Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet, og hvis grene forfriskes af nattens væde.20Jeg blev æret hver eneste dag, og min styrke blev dagligt fornyet.21Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt, de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige.22Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod, men de tog imod mine råd med glæde.23De så frem til mine gode råd, som landmanden ser frem til regnen, og sugede min vejledning til sig, som var de den tørre jord.24Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage, når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde.25Jeg viste dem vejen, de skulle gå, og fungerede som deres leder. Jeg gik i spidsen for dem som en konge, jeg var den, som trøstede de sørgende.