1Jeg kender det alt sammen, jeg har hørt det før og forstår det udmærket.2Jeg ved det samme, som I ved, jeg står ikke tilbage for jer i visdom.3Men det er den Almægtige, jeg vil tale med! Det er ham, jeg ønsker at høre fra.4I er kvaksalvere og bruger tomme ord som salve til mine sår i sjælen.5Bare I dog ville holde mund, det er det klogeste, I kan gøre.6Hør dog, hvad det er, jeg siger, så I kan forstå, hvorfor jeg klager.7Tror I, Gud har brug for, at I forsvarer ham? Så burde I i det mindste sige sandheden.8Hvorfor vil I føre sagen for ham? Tror I, han har brug for jeres hjælp?9Mon ikke han kender jeres motiver? Eller tror I, at I kan føre Gud bag lyset?10Gud selv vil gå i rette med jer, fordi I bevidst fordrejer hele sagen.11Har I slet ingen ærefrygt for ham? Skælver I ikke for hans majestætiske storhed?12Jeres hule fraser er blot tomme ord, jeres forsvar falder som et korthus.13Ti stille, så jeg kan bringe min klage til Gud, og så må jeg selv tage følgerne.14Jeg er parat til at vove skindet og sætte livet på spil.15Jeg vil lægge min sag frem for ham. Måske slår han mig ihjel, men han er mit eneste håb.16Jeg tror dog snarere, at han vil frikende mig, for hvis jeg var skyldig, turde jeg ikke træde frem for ham.17Hør nu efter, hvad jeg siger. Læg godt mærke til mine ord.18Jeg er parat til at fremlægge min sag for Gud, for jeg ved, at jeg har retten på min side.19Hvis nogen kan bevise det modsatte, tier jeg stille og tager imod min straf.
Job taler til Gud
20Jeg beder dig om at gøre to ting for mig, Gud, derefter vil jeg ikke mere løbe fra dig.21Først må du fjerne mine lidelser og derefter holde op med at skræmme mig.22Hvis du vil være den første til at fremføre anklage, så vil jeg forsvare mig. Hvis du lader mig tale først, så forventer jeg, at du svarer mig.23Hvad er det egentlig, jeg har gjort forkert? Forklar mig min overtrædelse og min synd.24Hvorfor har du vendt mig ryggen? Hvorfor ser du på mig som en fjende?25Hvorfor sparker du til et nedfaldent blad? Hvorfor jagter du et udtørret halmstrå?26Du dømmer mig alt for hårdt, Gud, min ungdoms dumheder trækker du frem.27Du har lagt mine fødder i lænker, du følger alle mine bevægelser og undersøger mine fodspor.28Mennesker smuldrer som råddent træ, som et stykke tøj, der ædes op af møl.