Psalm 69 | Bibelen på hverdagsdansk

Nødråb til Gud

1 Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”. 2 Red mig, Gud, for jeg er ved at drukne, vandet når mig allerede til halsen. 3 Jeg er som sunket i et bundløst hul, jeg leder forgæves efter fodfæste. Jeg er kommet ud på det dybe vand, snart skyller bølgerne hen over mig. 4 Jeg er udmattet af at råbe om hjælp, min hals er hæs og tør, mine øjne er trætte af at stirre og vente på hjælp fra min Gud. 5 De, som hader mig uden grund, er flere end hårene på mit hoved. De ønsker at gøre det af med mig, selv om jeg er ganske uskyldig. De beskylder mig for at stjæle og forlanger det stjålne tilbage. 6 Gud, du kender mig og mine tåbeligheder, mine fejl kan ikke skjules for dig. 7 Almægtige Gud, lad ikke dem, som stoler på dig, tabe modet på grund af mine trængsler. Åh, Israels Gud, lad ikke dem, som søger din hjælp, opgive håbet på grund af mine problemer. 8 Jeg udsættes for hån, fordi jeg tjener dig. Det er derfor, jeg bliver gjort til grin. 9 Mine søskende vil ikke kendes ved mig, de ser mig som en fuldstændig fremmed. 10 Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus. Den hån, som ramte dig, ramte også mig. 11 Når jeg faster for Herren, håner de mig. 12 Når jeg sørger i sæk og aske, synger de smædeviser om mig. 13 Byens ledere taler nedsættende om mig, fulde folk synger spottesange. 14 Jeg beder til dig om hjælp, Herre, se i nåde til mig, Gud. Du er en kærlig og trofast Gud. Hør min bøn og hjælp mig. 15 Træk mig op af det dybe dynd, lad mig ikke synke helt til bunds. Red mig fra dem, der hader mig, lad mig ikke drukne i dybet. 16 Lad ikke bølgerne begrave mig. Lad ikke dybet opsluge mig. Lad ikke døden få det sidste ord. 17 Svar mig, Herre, for din trofastheds skyld, hjælp mig i din store nåde. 18 Vend dig ikke bort fra din tjener, skynd dig at redde mig ud af min nød. 19 Kom til mig og frels mig, fri mig fra mine fjenders magt. 20 Du ved, hvad de siger om mig, hvordan de håner og spotter mig. Du kender mine fjender, og du ved, hvad de siger. 21 Deres hån har taget så hårdt på mig, at jeg fuldstændig har mistet modet. Ingen havde medlidenhed med mig, ingen var villig til at trøste mig. 22 De ville have mig til at spise deres giftige mad, og de ville slukke min tørst med sur vin. 23 Må deres fester føre dem i fælden, så de bliver fanget og får løn som forskyldt. 24 Gør det sort for deres øjne, så de ikke kan se. Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.* 25 Udøs din vrede over dem, lad din harme fortære dem. 26 Lad deres hjem ligge øde hen, lad ingen mere bo i deres telte. 27 Du opdrager mig, men de håner mig. Mens jeg lider under min straf, spreder de falske rygter om mig. 28 Straf dem for alle deres synder, lad dem ikke undslippe. 29 Slet deres navne af livets bog,* så de ikke tælles med blandt dit folk. 30 Åh, Gud, hvor længe vil du lade mig lide? Red mig snart fra min elendighed. 31 Så vil jeg prise og tilbede dig, ophøje dig med takkesange. 32 For i dine øjne er dét mere værd end at ofre både okser og tyre. 33 Når de ydmyge og gudfrygtige ser min redning, vil de glæde sig og fatte nyt mod. 34 For Herren hører den ydmyges råb, han foragter ikke dem, han opdrager. 35 Selv himlen og jorden skal prise ham, havet og fiskene stemme i med lovsang. 36 Ja, Gud vil redde Jerusalem og genopbygge Judas byer. Hans folk kommer igen til at bo der og tager landet i eje som før. 37 Hans tjeneres børn får det i arv, de, som elsker Herren, skal bo der.