Psalm 59 | Bibelen på hverdagsdansk

Psalm 59 | Bibelen på hverdagsdansk

Tilflugt hos Herren

1 Til korlederen: En sang af David i anledning af, at Sauls soldater omringede hans hus for at dræbe ham. 2 Min Gud, red mig fra de grusomme fjender, beskyt mig mod dem, som vil slå mig ihjel. 3 Fri mig for disse forbrydere, red mig fra de frygtelige mordere. 4 De ligger i baghold og lurer på mig, farlige mænd venter på mig derude, på trods af at jeg intet ondt har gjort. 5 De er parat til at slå en uskyldig ihjel. Herre, grib ind og kom mig til hjælp. 6 Almægtige Herre, Israels Gud, gå i krig mod de onde mennesker. Spar ikke de grusomme forbrydere. 7 De snuser rundt i byen om natten, de knurrer som bidske hunde. 8 Forbandelser strømmer ud af munden på dem, de slår om sig med frygtelige trusler. „Hvem skulle opdage os?” siger de. 9 Men du ler blot ad dem, Herre, du ser på de ugudelige med foragt. 10 Herre, du giver mig styrke, og jeg stoler på dig. Jeg kan altid søge tilflugt hos dig. 11 Du elsker mig, Gud, og kommer mig til hjælp. Du giver mig sejr over alle mine fjender. 12 Slå dem ikke ihjel med det samme, for så glemmer folk, hvad der skete. Lad dem først vandre hjemløse rundt, for du er den Almægtige, som beskytter os. 13 De taler stolte og syndige ord. Straf dem på grund af deres overmod, for alle deres løgne og forbandelser. 14 Udryd dem i din vrede, gør det fuldstændigt af med dem. Da vil alle i hele verden kunne se og forstå, at du har magten i Israel. 15 De snuser rundt i byen om natten, de knurrer som bidske hunde. 16 De går rundt og leder efter føde, knurrer, hvis de ikke får nok. 17 Men jeg vil altid lovprise din magt, hver morgen vil jeg synge om din trofaste kærlighed. For du er min tilflugt, min hjælp på nødens dag. 18 Du giver mig styrke, og jeg synger din pris. Jeg søger tilflugt hos dig, min trofaste Gud.