Psalm 29 | Bibelen på hverdagsdansk

Psalm 29 | Bibelen på hverdagsdansk

Lovprisning til skabningens Herre

1 En sang af David. Pris Herren, hele himlens hær, for han har al magt og herlighed. 2 Giv Herren den ære, der tilkommer ham, kom til hans trone i tilbedelse. 3 Hans røst runger over de sorte skyer, den Almægtige tordner fra sin himmel. 4 Der er styrke i hans stemme, han taler med umådelig kraft. 5 Hans stemme splintrer de største træer, knækker Libanons stolte cedre. 6 Den får Libanon og Hermon til at hoppe, som var de kalve eller unge tyre. 7 Når Herren taler, springer lynene frem. 8 Hans røst får landet til at skælve, selv Kadeshørkenen begynder at ryste. 9 Hans råb får træerne til at bøje sig, og bladene falder til jorden. Alle i hans helligdom råber: „Giv ære til Gud!” 10 Han herskede over syndfloden, han er Konge over alt til evig tid. 11 Han styrker sit folk, velsigner det med fred.