1Til sidst brød Job tavsheden:3„Forbandet være den nat, jeg blev født, det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’4Lad den nat forblive i det skjulte, blive skubbet ud i den gudsforladte intethed. Lad den blive dækket af glemslens mørke,5ja, gid mørket ville tage den i sig igen. Gid tågen ville skjule den, og skyerne dække den.6Gid mulm og mørke ville opsluge den helt, ja, rive den ud af kalenderen. Lad den ikke tælles blandt årets dage, lad den ikke høre hjemme i nogen måned.7Lad den blive til trøstesløs tomhed, en nat, hvor ingen glæder sig.8Lad troldmændene forbande den, de, som tør vække Livjatan.*9Lad dens morgenstjerne formørkes, lad den forgæves vente på daggry, lad den aldrig få morgenrøden at se.10For den hindrede ikke min fødsel, skånede mig ikke for ulidelige smerter!11Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv eller udåndede, så snart jeg var født?12Min mor burde aldrig have taget sig af mig. Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.13Jeg ville hellere have været død, så jeg kunne sove i fred i min grav,14blandt konger og jordens herskere, der byggede sig gravkamre i ørkenen,15blandt fyrster, der var rige på guld og fyldte deres huse med sølv.16Var jeg dog bare et dødfødt barn, som aldrig havde set dagens lys.17I døden bliver de gudløse stille, dér kan de trætte hvile ud.18Dér har selv fangerne fred, hører ikke længere vagternes råben.19Dér deler de fattige skæbne med de rige, slaven er sin herres lige.20Hvorfor holder Gud liv i de mennesker, der lever i smerte og elendighed?21De søger uden held efter døden, som var den en sjælden skat.22De råber højt af glæde, når de endelig når deres grav.23Hvorfor lader Gud mig leve, når jeg er uden fremtid og håb?24Jeg sukker dagen lang i min elendighed, kun jamren kommer over mine læber.25Det, jeg frygtede allermest, er sket, mine værste drømme er blevet til virkelighed.26Jeg er rastløs og uden ro, dybt begravet i min smerte.”
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.