Hiob 19 | Bibelen på hverdagsdansk

Jobs sjette tale: Et svar til Bildad

1 Job gav følgende svar: 2 „Hvor længe bliver I ved med at håne mig? Hvor længe vil I plage mig med jeres fornærmelser? 3 I anklager mig nu for tiende gang, mishandler mig uden barmhjertighed. 4 Hvis jeg har gjort noget forkert, så er det mit problem og ikke jeres. 5 I mener, at I er bedre end mig, og at mine lidelser er straf for min synd. 6 Forstår I ikke, at Gud gør mig uret ved at sende disse ulykker over mig? 7 Jeg råber om hjælp, men får intet svar. Jeg skriger højt, men ingen griber ind. 8 Gud har spærret vejen for mig, han har indhyllet mit liv i mørke. 9 Han har berøvet mig min ære, ødelagt mit gode omdømme. 10 Han angreb mig fra alle sider, så jeg faldt. Han har taget ethvert håb fra mig. 11 Hans vrede blussede op imod mig, han behandlede mig som en fjende. 12 Han sender en hær af ulykker imod mig, de omringer mit hus og falder over mig. 13 Mine slægtninge har slået hånden af mig, mine bekendte vil ikke kendes ved mig. 14 Min familie har vendt mig ryggen, mine nærmeste venner ignorerer mig. 15 Mine gæster ser på mig som en fremmed, mine tjenestepiger gør intet for mig. 16 Min tjener kommer ikke, når jeg kalder, ikke engang når jeg trygler ham om hjælp. 17 Min kone føler afsky ved min ånde, mine brødre kan ikke udholde stanken. 18 Selv børnene regner mig ikke for noget. Når jeg rejser mig op, håner de mig. 19 Mine bedste venner viser mig afsky, de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen. 20 Jeg er ikke andet end skind og ben, med nød og næppe undgik jeg døden. 21 Vis dog lidt barmhjertighed, venner! Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig. 22 Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør? Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede? 23 Ak, gid mine ord blev skrevet ned, gid nogen ville optegne dem i en bog. 24 Gid nogen ville mejsle dem i sten, indridse dem i en klippe for evigt. 25 Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig, engang skal han stå frem på jorden. 26 Jeg ved, at selv om min krop går til grunde, får jeg mulighed for bagefter at se Gud. 27 Jeg skal se ham med mine egne øjne. Jeg kan næsten ikke rumme den tanke. 28 Hvor vover I da at anklage mig og påstå, at min lidelse er en velfortjent straf? 29 Pas på, at I ikke selv bliver straffet, bliver ramt af Guds vrede og dom.”